Der var saa mange gamle Skikke de overholdt. I Byen, tæt ved Skolen, var en høi Flagstang Maistangen reist med et fuldt rigget Skib paa Toppen. Naar de unge rede "Mai i By" blev Maistangen pyntet og de dansede omkring den. Ved Sengetid Aftenen før kom alle unge Sønner og Karle med Lygter om i Præstegaarden og sang MAivisen. Jeg kan desværre kun huske 1 af Versene.

"Lad Hønen gjøre Æg paa Fad,
Hør det som vi bede,
Til Pandekage Æggemad
Lær os alle naadig Gud med Glæde."

Saadan blev der bedt for alt muligt, det var en meget lang Sang.

(Velsigne  og Prins Ferdinand,
Hør dem som vi bede, )
---
Vær os alle naadig Gud med Glæde.

Hele Sangen blev sunget i Præstegaarden (der blev de trakterede med Æbleskiver, ikke Brændevin) og hos Skolelæreren, de skulde rundt til alle baade Gaarde og Huse; men somme fik kun 1 Vers. De var færdige henad Morgenstunden saa gik de rundt og spiste Grisehoved og Storkaal. - Storkaal var tilberedt af Hvidkaal og smagte udmærket.

I Fastelavn red de 6 Dage, Gaardmændene red 1 Dag, Husmændene red 1 dag, Gaardmandssønnerne - Husmandssønnerne, jeg ved ikke hvordan; men de gik - der kunde vel hellerikke være Gaardmandsbørn og Husmandsbørn sammen. - De vare alle meget pyntede og sang og holdt Fest. -

Midt i byen var der et muret, rundt Klokketaarn, der blev der ringet saasnart der var en eller anden der ville have noget bekjendtgjort. Var der en Høne eller And bleven borte for en, saa ringede de, kom der en Pottemager til Byen eller en der solgte Fisk, saa ringedes der, og det var de nærmestes Pligt at gaa hen og høre hvad det var der ringedes for, og saa skulde de sørge for at dem der boede længere borte fik det at vide. -

Om Aftenen paa et bestemt Klokkeslet forlod alle Piger og Karle deres tjenester og samledes i Byen, der havde de flere leiede Forsamlingsstuer hvor de drøftede alt og vendte hjem igjen naar det passede dem. De havde hver sit "Hold" og skulle fortælle alt. -

De havde en sætning "Natten er vor egen." Jeg talte med en Kone om det; men hun sagde "vi gjorde akurat ligesaadan saa vi kan ikke sige noget til det".

Det var en meget renlig Befolkning, deres Stuer  bleve strøede med Sand og det maatte ikke kunne sees at der var traadt paa Sandet, saa man vidste at saasnart man gik bort efter et Besøg, saa blev der feiet og strøet nytt Sand. - Der blev spist en Masse Kager og de deilige store Æggekager, de lignede noget Kiks, man brækkede Stykker af dem og smurte Smør paa. Jeg har aldrig seet dem andre Steder end der. De gjemte dem enten i deres Kister ovenpaa Tøiet, eller ogsaa stode de i Tallerkenrækken. De vare fra 1/2 til 3/4 Alen i Gjennemsnitt og en Centimeter tykke.

De vævede selv deres Tøi, der var Væv i hver Gaard og hvert Hus. –

De maatte være sparsomme med Ildebrændsel saa de havde kun Varme i en Stue, derfor maatte de om Vinteren have deres Mælk paa Hylder under Loftet i Dagligstuen. Og de havde smaa Jærngryder med 3 høje Tæer (Gryder paa 3 lange Ben) og med en Hank saa Gryden kunne bæres paa Armen. De Gryder kom de Tørvegløder i og satte dem under deres Stol og gik de i Besøg toge de Gryden med. Derfor var der saa mange med daarlige Ben, sagde Doctoren. Jeg saa flere sidde med Gryder, og blev selv tilbudt Gryde; men de vare ved at forsvinde. Tidligere naar de besøgte hinanden skulde de tage deres Gryde med, saa fik de Gløder paa hvor de kom. I Præstegaarden var 1 Gulv med brændt Huller.

Konerne og en Del af Pigerne gik endnu med deres store Kniplings Lin og sølvmors Hue under. Og et Silketørklæde var lagt sammen og bunden om Hagen, naar de gik ud, for den maatte ikke blive forbrændt. Da vi kom derover troede jeg de alle gik med Tandpine.

De havde et Paphylster i Facon som en Helgolænder derover satte de et stort Tørklæde paa skraa og hæftede det paa med 3 knappenaale. Paphylsteret var det samme; men de skiftede med forskjellige Tørklæder, til daglig og til Stads. De vare nødte til at bruge den Slags Hat da de gik med Lin, store deilige Lin, meget brede Kniplinger som stode ud omkring Ansigtet. For en 10-12 Aar tilbage gik ogsaa alle Børnene med Lin; men ikke saa brede. De maatte ikke komme i Skolen uden Lin paa.

Børnene var skrækkelig uopdragne og fik deres Villie i alting. "Du er skjønne lille Kuen" sagdes der til dem om de vare nok saa uartige. Til Drengene sagde de "Du er en villele Dreng".

Deres Dragkister havde de Skufferne fyldte med Lagner, syet Linned, Forklæder og de Tørklæder til over Hatten.

Pigerne gik altid med rødternede Forklæder; men saasnart de bleve gifte maatte de kun gaa med blaaternede Forklæder.

Konen i Gaarden reiste sig ikke naar der kom Fremmede, nei gik endog ind, hvis hun var ude, og satte sig i Lænestolen. Der blev hun siddende stiv og man skulde gaa hen og hilse paa hende først, saa hun blev elskværdig.

Konerne gik paa Veir paa Samsø.

Røstkjør gik paa Omgang - vi kjørte med Professor Jessen (60).

Nordby: Naar ens Navn staar i Almanakken (Navnedag) er detvedkommendes "Bindedag". Paa den Dag søger man at binde en Snor om Halsen eller Benet paa dem, uden at de merker det, eller sender dem en Konvolut med en Traad i med Knuder paa (haardtbundne, helst Flossilke, da de ikke maa kunne løses). Lykkes det, skal man have en Gave,mislykkes det, vides ikke, had der sker.

Der var en Dreng (61) som helt sluttede sig til Børnene, en prægtig Dreng, han har besøgt os siden og Andreas har oftere talt med ham, det er vist med Varmeapparater han har at gjøre. Den 20. November fik vi Christian, han var meget stor og meget sød.

Ja alle Børnene vare søde og artige og vi levede meget for dem. Der var en stor dobbelt Lo i den ene Ende av Stuehuset, den fik vi indrettet til Tumleplads for Børnene med Gynger, Rebstige, Knudetoug og jeg ved ikke hvad. - Min Mand læste først med Cecilie og Ahrent og saa fik vi Lærerinde, og de rykkede jo en efter en op i Skolen. Carl Vilhelm kom 3 1/2 Aar efter Christian, han længtes et par Aar stærkt efter at komme i Skole - op til de andre - og da han blev 5 Aar kom hele Flokke jublende

"Nu vi gaar med lille Ole,
som skal første Gang i Skole."

Den Lykke og Glæde vi havde af alle de 6 Børn er ikke til at beskrive. De var raske og legede saa udemærket sammen og fortalte os om hvad de oplevede. Især fortalte Ahrent. - Vi havde mange at omgaase. Vi vare 5 Præster paa Øen og Pastor Hauch (62) paa Thunø, senere Pastor Rasmussen (63), som nu er ved Jakobskirken. Dem holdt jeg især af. - Der var Provst Wagtmann (48), Besser (hans kone var saa elskelig). Han gik iseng Kl. 9, saa reiste han sig og sagde, Godnat, vil de blive i Nat saa har min Kone nok Nattøi - det var jo Spøg. - I Tranebjerg var gamle Pastor Husum (64) - i Onsbjerg Provst Simonsen (65), de havde ingen Børn. I Koldby, Pastor Fjeldstrup (66). Provst Wagtmann tog sin Afskjed og reiste til Sorø, og Provst Simonsens kom til Besser og Pastor Meulengracht (67) til Onsbjerg. Pastor Husum tog sin Afskjed, der Tranebjerg kom Pastor Bech (68). Saa var der Kjøbmand Hyllings (69) og Godsforvalter Gardes (70) og vore rare Skolelærere (71). Kyhn i Maarup var ugift. Vi kom ogsaa en Del paaBrattingsborg til Grev Danneskjolds (72) og Cecilie og Marie vre der somtid nogle Dage for Børnenes Skyld.

 Ja alting var lyst og yndigt til Ahrent skulle i Latinskolen i Aarhus, han havde det ikke godt, vi troede vi fik ham til en rar Familie, Møller Breinholms; men det var slette Mennesker som behandlede den uskyldige Ahrent meget stygt. Manden stjal Bøger og hans Uhr for at sælge det og Konen skjændte paa Ahrent fordi han klagede. Hans Buxer tog de. Ja stakkels Ahrent og stakkels vi, hvor vi led for hans Skyld. Vi fik ham snart flyttet og tilsidst kom han til Fru Kiilerich (73), der forstod de Ahrent og der var en jævnaldrende Søn, nu Læge, Alphonse Kiilerich, de er Venner for Livet.