Aage Otterström 1757 – 1837
2. GENERATION
Forord   1. Rasmus Otterström   2. Aage Otterstrøm     Skomager i København Aage Otterstrøms første ægteskab Marie dør Aage Otterstrøms andet ægteskab Københavns brand Lahdes kobberstik Byen raseres Efter branden Genopbygning og grundkøb Størrestræde 392 Hummergade 363 Folketælling 1801 Hummergade 362 Familieforøgelse og krig Fortsat byggeri Inflation, bombardement, nederlag Københavns bombardement De svenske familieforhold Udvandring og dødsfald Epilog     3. generation   4. generation   5. generation   6. generation   7. generation   8. generation   9. generation   10. generation     Andre Otterstrøm'er	Aage Otterstrøm Skomager Indvandrede til København o. 1780. Om han har lært skomagerfaget i Skåne eller i København kan ikke siges, men han blev indtegnet som mester i skomagerlauget 03.02 1786. En fuldt ud­dannet skomagermester havde ikke blot 4-5 års læretid bag sig, men skulle også have arbejdet et til to år som mestersvend, før han kunne gøre sig håb om at blive selvstændig. En svend holdt normalt 2 mark pr. dag (i 1794) og kunne opnå en årsindkomst på min. 85 rdl., men var han på akkord kunne han komme op på 100-120 rdl. 1787 blevet begivenhedsrigt år for Aage O., idet han dels op­nåede at blive fuldgyldig borger - og dels indgik et heldigt ægteskab. Borgerbrevet af 5. februar 1787 gav ham ret til at finde et "skomagerembede", d.v.s. at etablere sig som selvstændig med egen forretning. Til en sådan virksomhed hørte værksted med svende og drenge samt husholdning og logi for folkene, som skulle bo hos deres mester. Alle forhold vedrørende faget blev styret af skomagerlauget og dets oldermand. Da Aage O. blev optaget (og drukket til), måtte han betale sit indskud med 18 rdl. og yderligere yde l0 rdl. til ligkassen. Det er ikke urimeligt at antage, at det var gennem lauget, at Aage O. hørte om et ledigt "embede" med tilhørende enke, børn og folkehold. Der lå chancen for en god og hurtig start. Skomagerlauget fik i det hele en afgørende betydning for Aage O. Han handlede gennem de følgende år huse med sine mester­kolleger, og de hjalp ham på fode igen efter bybranden. I sine bedste år var han med i laugsledelsen og tog del i de regnskabs­mæssige opgaver. Han opfyldte sine pligter i lauget ved at del­tage i ligtog, når en kollega skulle begraves, og han tog del i det frivillige brandkorps. Den ovennævnte ligkasse trådte til ved begravelser i hans egen familie; da hans første kone døde i 1792, ydede den 20 rdl.; da han selv døde i Sverige i 1837, blev der udbetalt 60 rdl., og da hans anden kone døde i 1849, blev der ydet begravelses­hjælp til døtrene på 80 rdl. At Aage O. i løbet af 1790'erne blev en holden mand - trods katastrofer - vil fremgå af den følgende fremstilling. Han må have haft et godt talent for at fremstlle og sælge sit fodtøj. Han fik udset sig et ideelt sted for en forretning, og han forstod at anbringe sine penge i fast ejendom. Han var ikke bleg for at optage lån, og han spandt guld på at leje boliger og værelser ud. Men, - begrebet brandforsikring og krav om fuld forsikring af fast ejendom eksisterede knap nok endnu. Aage O. havde underforsikret, og selskabet gik fallit, og han kom til at lide betydelige tab, da byen gik op i luer.
	Kilder: Skomagerlaugets arkivalier. Hans Heeland: Skomageriet og Skotøjshandelens Historie i Danmark. 1926