Far voksede op i Furehus, mor i Bleghuset godt hundrede meter længere oppe ad Søbakken. I Furehus boede, foruden mine forældre, min storesøster Inge-Lise, min lillesøster Ulla, min farfar, ferskvandsbiolog C.V. Otterstrøm, og skiftende "unge piger i huset".

Jeg tilbragte de første 23 år af mit liv i Frederiksdal, og det satte et varigt præg på mig. Selv om jeg i dag bor i Norge, er Frederiksdal dér jeg hører hjemme. Heldigvis overtog min søster og svoger Furehus, hvor de stadigvæk bor, og der er jeg derfor ofte på besøg.

Dette er et forsøg på at beskrive hvordan det var at vokse op i Frederiksdal, og fortælle om husene og menneskerne, da jeg var barn og ung i 1950- og 1960-tallet.

Furehus



Furehus blev bygget i 1800-firserne som sommerbolig for datteren af ejeren af naboejendommen, Villa Lecco. Bygmester var ifølge overleveringen en omrejsende sigøjner fra Sydeuropa. Huset blev bygget i en helt speciel og charmerende stil, med en blanding af murværk, bindingsværk og træ. Det var – og er – stråtækt. Inde var det møbleret med gamle møbler, meget af det havde farfar og farmor anskaffet da de blev gift. Køkkenet var gammeldags, med spisekammer og et ikke alt for nyt komfur. Vi havde hverken køleskab, vaskemaskine, fjernsyn eller bil. I huset var der to stuer og fem værelser, men det fineste rum var verandaen som vendte mod kanalen og kroen.

I haven var der mange frugttræer æbler, pærer, kirsebær, mirabeller og blommer. Der var også et morbærtræ, et kvædetræ og et mandeltræ. Op ad husets sydgavl voksede en stor drueranke – og det gør den stadig. Der var frugtbuske og en køkkenhave med grøntsager. På vestsiden var et drivhus.

Under et stort mirabelletræ, havde min far bygget et fantastisk legehus, hvor jeg tilbragte megen tid.

Havens ene side vendte mod Ladegårdsmarken, hvor der de første år gik køer eller blev dyrket korn, senere gik der heste. På to sider vendte haven mod gartneriet "Den Gamle Have".

Tilbage til oversigten

Den Gamle Have



På to sider stødte vores have op til gartneriet Den Gamle Have, "Nordeuropas største eksportgartneri" som de kaldte sig. Det var en fantastisk legeplads, der var "kasserne" hvor man kunne bygge huler af kasser, "møddingen" hvor der kunne findes spændende ting, "skyggen" hvor der kunne graves huler i den bløde jord, "fyrhuset" med kulbunker og store fyr og affaldspladsen, hvor fyrbøder Kristensen tømte aske og sod fra fyret ud, det lå og glødede som lava. Og i drivhusene var der dejligt varmt om vinteren. I "formeringen" blev der pottet planter om, lavet stiklinger og pakket planter, her var der også kantine og kontor. Da jeg var lille, arbejdede der ganske mange gartnere og lærlinge, men efterhånden blev der færre og færre, så til sidst var kun formanden igen.

I "Den Gamle Have" boede tre familier. I hovedhuset boede hr. og fru Hansen, som ejede gartneriet, samt deres tre børn, Lisbet (Putte), Søren og Tine. De var alle ældre end mig og ikke potentielle legekammerater. I bindingsværkhuset i den tilstødende længe boede fyrbøder Kristensen og kone. I det mellemste hus boede gartneriets formand, Holger Sørensen, hans kone Åse og deres tre børn, Søren, Ole og Per. Ole var et godt halvt år ældre end mig og blev min bedste legekammerat.

I drivhusene dyrkedes en mængde forskellige stueplanter, jeg husker navne som Croton, Dieffenbachia, Anthurium, samt bl.a. gummiplanter og orkideer. Sidstnævnte havde gulbrune blomster og var ikke vældigt fine, men orkideer var sjældne og dyre dengang.

Når planterne skulle på blomstermarkedet, blev de pakket i kasser, og der blev bøjet pilekviste over dem og de blev dækket med brunt papir. Ved pakkeriet blev de læsset i "Den Gamle Haves" sorte og gule lastbiler.

Når jeg skulle besøge Ole om vinteren, kunne jeg skyde genvej gennem drivhusene, det var dejligt varmt, og der var en duft af troper.

Det første hus, i det der nu hedder "Den Gamle Have", var "Det lange hus på bakken", Frederik 3.s jagt- og lysthus som blev bygget på 1600-tallet. På 1700 tallet opførte Caspar Wilhelm Wewer så hovedbygningen "Wevers Lyst", der siden er brændt flere gange. I starten af 1930erne, havde grosserer Carl H. Møller dyrepark på ejendommen.

Ejendommen brændte sidste gang i 1944, og det eksisterende hus blev opført lige efter krigen.

I den høje delen boede min legekammerat, Ole.		Det gamle hovedhus som brændte i 1944.

Tilbage til oversigten

Lystfiskeriforeningen



Det lille, røde stråtækte hus var egentlig bygget af slottet som min farfars ferskvandsbiologiske station i 1933, men i 1948 overtog Lystfiskeriforeningen huset. Det var meget sjældent jeg var derinde – det var fremmed land. Der lå mange fine både, som jeg ønskede var mine. Op igennem tresserne blev der fanget færre fisk og drukket mere øl, og ofte så jeg formanden slingre hen til sin Volvo, når han skulle køre hjem søndag aften.

Først holdt Lystfiskeriforeningen til på kanalens østbred.		Åbning af foreningens nye havn på kanalens vestbred i 1903. Furehus i baggrunden.

Tilbage til oversigten

Bådebyggeriet



Der hvor bådebyggeriet ligger i dag, lå da jeg var dreng en tømmerhytte som ejedes af et ældre ægtepar. De havde et barnebarn, som jeg nogen gange besøgte og legede med. Mest spændende var det når hr. West søndag kl. 12 affyrede sin lille broncekanon. Bådebygger Bjarne Petersen i rejsestalden flyttede senere sit bådebyggeri til grunden.

Tilbage til oversigten

Bleghuset



Bleghuset var oprindeligt vaskeri for Frederiksdal slot, deraf navnet. Tøjet blev bleget i solen på Blegen, en udendørs tørreplads. Min mor og hendes familie flyttede dertil i 1925. Da jeg var barn boede mine bedsteforældre, Henning og Valborg Funck Carlsen i den "nye" ende og min morbror Eigil, hans kone Krista og min fætter Peter i den "gamle" ende, som var fra 1700-tallet. I tillæg boede en overgang min morbror Mogens "Vimmer", hans kone Lilly og deres tre børn Ralf, Lena og Mats i et par værelser over mine bedsteforældre. Huset var ikke kæmpestort, så der var trangt om pladsen. Det var ikke indlagt strøm og vand, og toilettet var et udendørs, rødt lokum med hjerte i døren. I slutningen af tresserne blev huset revet ned og et nyt, i samme stil, opført af Mogens og Drude Clorius.

I Bleghuset boede fætter Peter, og selv om han var seks år ældre end mig, var jeg meget sammen med ham. Af ham lærte jeg om fugle, fisk og insekter og lystfiskeri, om amerikansk popmusik og om våben og eksplosiver. Bortset fra mine forældre, har ingen andre haft så stor indflydelse på mit liv. Jo, måske min kone..

Mormor og bedstefar i halvdøren i Bleghuset.		Husets vægge var skæve og taget tyndslidt.

Tilbage til oversigten

Furesøhus



Her boede hr. og fru Dupont, et ældre ægtepar – de var nok i halvtredserne – som jeg syntes var lidt uhyggelige. Der blev hjemme hos os snakket med forargelse om, at fru Dupont gik til bussen med "udslået hår". Sådan gik ordentlige damer ikke.

Senere boede en skovarbejder i huset, men han mistede sit job ved slottet og dermed sin bopæl. Det endte med at han truede "den unge greve", Johan Schulin, med en pistol for at få jobbet tilbage. Schulin hentede da sit jagtgevær, og så fortrak skovarbejderen.

Derefter flyttede skovarbejder Steen og hans kone, Jette, ind sammen med deres to døtre. Steen var kendt i Frederiksdal som en af kanofolket som holdt til ved kroen og ved Hjortholm. Han fortalte mig røverhistorier om sin tid som sømand, så jeg må nok give ham æren for at jeg selv stak – kortvarigt – til søs efter gymnasiet.

På husets grund, ned mod kanalen, blev "dampbådene" lagt på land om vinteren.

Tilbage til oversigten

Det lille, hvide hus

Her boede familien Jørgensen og efter dem "Lille Petersen", som vi kaldte ham, og hans tyske kone. Petersen arbejde på Atlas, men havde et bijob som opsynsmand i skoven.

Lille Petersen som opsynsmand oplevede jeg i fuld udfoldelse, da nogen drenge havde detoneret en stor sprængladning under et træ ved søbredden. Peter og jeg var på vej ud mod gerningsstedet, da Lille Petersen kom kørende for fuld udrykning på sin NSU-knallert, mens han brugte hornet som sirene, ba-bu, ba-bu.

Jeg tror det var sommeren 1966. Jeg spillede fodbold med mig selv på banen i Den Gamle Have og havde lige sparket bolden højt op i luften. Akkurat i samme brøkdel af et sekund den traf plænen, lød der et voldsomt brag. Først troede jeg at det var bolden som var eksploderet, men fandt hurtigt ud af at det kom nede fra Furesøen. Jeg løb ned til Peter, og sammen gik vi ud forbi Lejren. På vejen blev vi overhalet af Lille Petersen på knallert. Vi kom frem til et stort elletræ ved søbredden, som var sprængt og væltet. Hvor det havde stået, var nu et stort bombekrater. Det viste sig senere at det var tre brødre fra Virum, som havde lavet en bomben, muligvis med nitroglycerin. Uheldigvis for dem, var en politimand ude at jogge, og han anholdt dem på stedet. Det var starten på en lang, kriminel løbebane for mindst en af dem.

Tilbage til oversigten

Søbakkehus



Her boede skovfoged Falck og kone, de drev også et lille serveringssted. Her købte vi juletræ ved juletid. Falck husker jeg ikke så godt, men ved en anledning så jeg dem ligge i grøften på Nybrovej, her måtte de tage et hvil efter en tur på Nybro Kro. Peter, som jeg var sammen med, pirkede til dem med en pind, for at se om de var levende. Efter Falck flyttede Johan Schulin ind, her boede han mange år, også efter han blev lensgreve. Først da han i en moden alder blev gift, flyttede han til slottet.

Tilbage til oversigten

Strømhuset



Familien Lundqvist disponerede over stueetagen i Strømhuset, den høje, gule bygning i svinget. Børge Lundqvist, som drev bådeudlejningen, boede i Lyngby, men om sommeren var han i Frederiksdal hver dag. Om vinteren kørte han taxa. Hans to søstre, Ingrid og Elly boede her. Børge passede sluseportene, så vandstanden i Furesøen blev holdt stabil. Han havde også en ålekiste og i et udhus et stort bassin, hvor han opbevarede levende ål. Der var et stort arbejde forbundet med at passe bådene og især at øse vand ud af dem, hvis de var utætte, men især når det havde regnet. Det blev ofte gjort af Børges to søstre, Elly og Ingrid.

Elly havde haft en sygdom som barn, som medførte at hun var lettere hjerneskadet. Men hun var til god hjælp, foruden at øse både, solgte hun agnfisk til lystfiskerne. Når jeg gik hjem fra skole, mødte jeg ofte Elly broen, og blev mødt af hendes karakteristiske "Goddag Henrik, goddag Henrik, godt vejr i dag, godt vejr i dag"! Hun kom nogen gange hjemme hos os for at spille klaver, ofte medbringende en pose med flødeboller. Jeg så misundeligt på dem, men hun spiste dem alle selv.

På første sal boede min bedstefars bror, Sidney og hans kone, Signe. Han var anlægsgartner, hun var grødkone på Virum skole. De havde tre døtre, hvor især Grethe deltog i nogen heftige kortspil som kunne udarte i slagsmål.

Grethe og hendes mand havde en kiosk på Nørrebro. Nogen gange blev de berusede og uvenner. Da tømte Grethe kassen i kiosken og kom hjem til os. Her delte hun gavmildt pengesedler ud, mens hun græd og bandede. Jeg husker at jeg sad som den lykkelige ejer af en 100-kronerseddel, men da hun var gået igen, samlede far pengene sammen, lagde dem i en konvolut og sendte dem til hende. Det var surt.

Elly Lundqvist.		Ingrid Lundqvist øser både.

Tilbage til oversigten

Møllehuset

I Møllehuset boede familien Nielsen. Søren Nielsen var skolelærer på Kongevejens skole. Mor var veninde med hans datter, Inger Nielsen. Den gang havde Møllehuset to stråtækte længer (se oversigtsbilledet af kroen herunder), den ene rummede et bådebyggeri, den anden to små lejligheder. I den ene boede Jens Hogland som havde bådeudlejning på kroens side af kanalen. Ved broen havde han et lille, gråt skur, hvor han sad det meste af dagen. Når han skulle pisse, gjorde han det i et øsekar, som han så tømte uden for skuret. En dag jeg gik hjem fra skole, bød han mig et jordbær af et sådan øsekar, men jeg takkede pænt nej tak.

Tilbage til oversigten

Slottets gartnerbolig



II gartnerboligen, bag rejsestalden, var der tre lejligheder. Inderst boede Arne Jensen med familie. Han var ansat i Statens Plantepatologiske Forsøg i Sorgenfri.

I midterste lejlighed boede familien Rosenberg Larsen, som bl.a. havde en søn nogle år ældre end mig. Han hed Poul, men Peter kaldte ham det mindre pæne navn, "Svumpukkel". Han døde af leukæmi ganske ung.

I den yderste lejlighed boede kunstmaleren Knud Mühlhausen og kone med to børn, Søren og Eva. Min søster, Inge-Lise, var veninde med Eva. Da de flyttede ud, flyttede Per og Elsebeth Bergenholz med de to børn, Allan og Selma, ind. De var lidt yngre end mig og derfor ikke aktuelle som legekammerater. Per Bergenholz var reklamemand, og da jeg skulle i praktik i 3. real, blev det i reklamebureauet Bergenholz & Arnesen.

Min farfar og farmor boede i gartnerboligen fra 1914-16, og her blev min far født i 1915.

Tilbage til oversigten

Jægerhuset



I Jægerhuset på Nybrovej boede direktør i Bergenholz Reklamebureau AS (senere Bergenholz og Arnesen) Gustav Valdemar Bergenholtz og Kate Margrethe Franciska Alexia Bergenholtz. Det eneste jeg husker om dem, var at de havde en flot motorbåd liggende i en stråtækt pavillon i haven. Deres søn, Per Bergenholz, boede i slottets gartnerbolig. Jægerhuset blev bygget i 1777.

Tilbage til oversigten

Bådeudlejningen

Siden 1864 har familien Lundquist drevet bådudlejning fra Strømhuset i Frederiksdal og fra engen på den anden side af vejen. I 1896 etablerede Jens Torkild Lundqvist båd- og cykeludlejning ved Frederiksdal Mølle. Da jeg var dreng var det hans søn, Børge Lundqvist, som stod for den daglige drift.

På den modsatte side af kanalen, oven for slusen, drev Hans Hogland en mindre bådeudlejning. Når vi skulle leje båd, var det altid Hoglands vi valgte, det blev sagt at de var bedre, men om andre forhold spillede ind, ved jeg ikke.

Børges far, Jens Thorkild Lundqvist. På den anden side ligger Hans Hoglands både.		Både i bagstrømmen, i dag er der kun kanoer og nogen få fiskebåde.

Baadfarten

Vi kaldte dem "Dampbådene", navnet var et levn fra mine bedsteforældres tid. Dampmotorerne var siden byttet ud med dieselmotorer, men navnet bestod. De sejlede både ovenstrøms, til Fiskebæk og Holte, og nedenstrøms til Lyngby og Bagsværd sø. For os var det ikke kun en oplevelse, men også et transportmiddel. Når mor om sommeren skulle til købmanden i Lyngby, tog hun dampbåden til fæstningskanalen ved Lyngby Hovedgade og handlede hos købmand Graulund.

Baadfarten på de fire søer, Furesøen, Vejlesø, Lyngby Sø og Bagsværd Sø, startede i begyndelsen af 1890'erne og har siden da sejlet i mere eller mindre fast rutefart på søerne. De første dampbåde sattes i rutefart i 1894. Den dag idag sejler de to af bådene fra det 19. århundrede, det er "Prins Christian", fra 1896 og Prinsesse Alexandrine", fra 1895. De har gennem tiden sejlet med damp, benzin, gasgenerator og idag med diesel. Baadfarten ejes af de tre kommuner, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Furesø og drives af Stromma Danmark.

Dampbåd med slæbebåd en travl forårsdag.		Dampbådenes vinteropbevaring ved Furesøhus.

Tilbage til oversigten

Kulhusvej


Kulhusvej går fra Frederiksdal, tværs gennem Frederiksdal Storskov til Kulhus ved Frederiksborgvejen i Værløse. Da jeg var barn stod der et hult lindetræ ved Kulhusvej. Vi var helt sikre på at det var træet HC Andersens soldat klatrede ned i for at finde skatten i "Fyrtøjet". På grund af vores frygt for de store hunde turde vi dog ikke klatre ned. I toppen af træet voksede et nyt lindtræ, som havde rødder ned gennem den hule stamme. Da det gamle træ rådnede og forsvandt, stod det nye med en stamme af sammenfiltrede rødder. Dette træet står der stadig (i baggrunden til højre), men stammen er ved at være så sammengroet at det er vanskelig at se rødderne.

Akkurat her hvor manden på billedet går på Kulhusvej, blev jeg kørt ned af en cyklist, da jeg var fem år gammel. Det kostede en tur på skadestuen i Gentofte. Et stort ar under højre arm minder mig stadig om ulykken.

Vi havde været på aftentur til Bagsværd Sø. På tilbagevejen stod vi og så på heste, da jeg pludselig løb over vejen. En cykelrytter på træningstur mejede mig ned, så cyklen ikke kunne køre efter sammenstødet. Da vi kom hjem fandt min mor store sår i min ene knæhase og under min højre arm. Jeg kom på skadestuen og husker stadig lyden af lægens saks, da han klippede såret rent, det lød som når man klipper i kyllingeskind.

På den lille dam nede til venstre udkæmpede vi drabelige ishockeykampe, først på gamle skøjter spændt på skistøvler, senere på kunstløberskøjter. Kun jeg havde bandyskøjter – jeg vidste bare ikke hvad bandy var.

Tilbage til oversigten

Furesøen

Når man bor i Frederiksdal, så har man båd. Og når man har robåd er Furesøen stor. I min barndom roede vi aldrig så langt som til Luknam eller Kolle Kolle. For det meste roede vi bare uden for Hjortholm og ankrede op i sivene. Her badede vi børn og spiste eventuelt vores medbragte mad. For at have lov til at fiske fra båd, måtte man være medlem af Lystfiskeriforeningen, og det var vi ikke. Men nogen gange fik jeg lov at komme med morbror Eigil ud at fiske, både han og bedstefar tilbragte megen tid på søen. Et problem var dog, at jeg skulle sidde stille og ikke snakke.

Furesøen er Danmarks 7. største og Danmarks dybeste sø, største dybde 38 m.

I middelalderen hed søen Hjortholm Sø, senere Frederiksdal Sø. Fuur Sø, Fure Sø, Furesøen menes at komme af trænavnet "fyr" og skal så betyde "den fyrreskovs-omkransede".

Furesøen er udpeget som EU-fuglebeskyttelsesområde nr. 109. I søen kunne vi fange gedde, aborre, ål, knude og sandart. Andre fisk var brasen, skalle, løje, rudskalle, hork, suder og den lille agurkelugtende laksefisk, smelt. Jeg har fanget alle, undtagen smelt.

Vi bader i "Hakket" i sivene neden for Søbakkehus.

Tilbage til oversigten

Mølleåen

Vi kaldte den "Kanalen", med god grund, for den smalle å blev i 1887 gravet ud til en bred kanal som et led i Københavns befæstning. Hvis slusen i Frederiksdal sprængtes, ville Furesøens vand oversvømme store områder nord for København.

Når kroens gæster gik tur efter en solid frokost, hændte det at de kom til et sted langs kanalen, hvor stien var oversvømmet. Da lå vi drenge på lur med vores båd og tilbød transport mod betaling. Det kunne nogen sommersøndage være en god forretning.

Mølleåen begynder i Bastrup Sø, hvor vandspejlet ligger 29 meter over vandet i Øresund. Mølleåen fortsætter til Farum Sø, der har forbindelse til Furesøen, Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Den løber ud i Øresund ved Strandmøllen.

I vikingetiden og middelalderen lå her møller som malede korn, men i 1600-tallet blev de erstattet af små industrimøller. Kongen havde brug for at de producerede våben og krudt til tidens store krige. De forarbejdede også kobber og jern, samt producerede papir. Fra midten af 1800-tallet blev møllehjulene erstattet af turbiner og dampmaskiner, og Mølleåens værker blev fabrikker.

Det udviklede sig til hele små samfund, med boliger, butikker og institutioner, som det kan ses ved Brede, Stampen og Raadvad. Samtidig med at værkerne skiftede vandkraft til kul, olie, gas og el, behøvede de ikke længere at ligge ved en å. De fleste blev fortsat anvendt til erhverv til op i 1970'erne, men den hårde konkurrence fra andre industrier betød, at de lukkede et efter et.

De ni møller ved Mølleåen var Frederiksdal, Lyngby, Fuglevad, Brede, Ørholm, Nymølle, Stampen, Raadvad og Strandmøllen.

Før udgravningen var Mølleåen en smal, snoet å.		Mølleåen i dag.

Tilbage til oversigten

Fribadet



I juni måned, under eksamenslæsningen, var det højsæson for Frederiksdal fribad. Da var der så meget liv, at vi kunne høre det hjemme i haven ved Furehus.

Oprindelig lå der en badeanstalt på den anden side af Hjortholmbugten, den blev drevet af bådeudlejer Lundqvist. Den var med kønsopdelte badebassiner ligesom ved Helgoland. Men fra 1930 lejede Lyngby-Taarbæk Kommune en eng ved Furesøen for at etablere en badestrand og sikre borgernes adgang til et af kommunens rekreative område. Området hørte under Frederiksdal gods og blev fredet i 1943. For enden af Virum Vandvej opsatte kommunen en badebro ud i søen og anlagde en lille strandbred. Badebroen er siden blevet flyttet og fik et lille livreddertårn.

Bakken ned fra Virum Vandvej var om vinteren en glimrende kælkebakke. Fik man god fart på, kørte man langt ud på Furesøens is. En dag da jeg, og min kammerat Thorkil, sad på en bænk, så vi en lille dreng blive påkørt af en kælk. Da han skulle rejse sig op, svigtede benet. Vi løftede ham op og konstaterede at benet var brækket, så vi bar ham op til nærmeste hus og bankede på for at ringe efter hjælp. Da døren blev åbnet af en kvinde, var det første hun sagde: "Åh nej, én til".

Den gamle badeanstalt.		Jeg bader på fribadet i 1952.

Bugten hvor Frederiksdal fribad er i dag, fotograferet i 1919.

Hjortholm



Borgen Hjortholm ble grundlagt af roskildebispen omkring midten af 1200-tallet. Voldstedet bestod oprindelig af to dele. Nærmest land har borgområdet været beskyttet af en grav, som i dag ses som en svag sænkning på markerne. Bag denne grav har avlsbygninger o.l. ligget. Selve borgen lå ned mod søen og har været adskilt fra avlsgården af endnu en grav. Borgen bestod af et firesidet kompleks som man kan se på den sten som i dag ligger hvor borgens porttårn engang var.

I 1535 under Grevens Fejde blev borgen beskudt med kanoner og efter kort tid overgivet. Den blev aldrig genopført og lokalbefolkningen forsynede sig siden med sten til egne hus. I dag er der kun få murrester igen. Men roder du lidt i strandbredden finder du hurtig rester. Højen er ikke en del af borgen, men sand og jord som er gravet op fra åen ved uddybning.

Man kan stadig i dag finde røde stykker af munkesten fra borgen, og vi fandt i min barndom mange knogler fra dyr, og "vildsvinetænder", som nok desværre var hjørnetænder fra tamgrise. Mor fandt i tresserne en velbevaret pilespids af jern, som blev afleveret til Nationalmuseet. Dengang var der stadig små rester af mure, men de er næsten helt væk nu.

Hjortholmsbroen over kanalen var i tresserne et yndet sted for ungdom at hoppe i vandet fra. Man kunne lave "bomber" som sprøjtede på de roende, eller som de mest dumdristige gjorde, hoppe ned på dampbådenes tag og derefter i vandet. Dette medførte at der blev sat pigtråd op på broen, så den en overgang lignede på noget fra en kz-lejr.

Tilbage til oversigten

Slusen

Slusen var et paradis for lystfiskende drenge, hvis man da var i stand til at komme ned fra broen – og op igen. Her var der altid bid. Gedder, aborrer, ål og sandarter samledes inde under rampen, hvor man kunne trække kanoer op og ned. I 1950'erne var rampen smal, og man kunne fiske ned fra siden af den. Men da den i 1960'erne blev udvidet til at fylde hele bredden, blev det værre. Problemet var, at man fiskede ned gennem sprækker som var for smalle, til at man kunne få fiskene op. Det krævede en helt speciel teknik.

Slusen var en vigtig del af det fæstningsværk som blev bygget rundt om København i 1880erne. Der blev bygget et nyt stemmeværk og Mølleåen blev rettet ud og fordybet. Ved Hjortholm blev der bygget faskiner for at forhindre Mølleåen i at sande til.

Det hele var et led i en plan for Københavns forsvar. Ved et fjendtligt angreb skulle slusen i Frederiksdal sprænges og Furesøens vand skulle oversvømme Mølleådalen ud til Øresund og derved forhindre fjendtlig fremrykning.

I 1914 blev der lagt sprængladninger i slusen, men da Danmark blev holdt uden for verdenskrigen, slap Frederiksdal med skrækken.

Tilbage til oversigten

I dag kaldes den "Sneglebjerget", men i min barndom hed den "Jægerhøjen", muligvis fordi den ligger lige ved Jægerhuset. Fra toppen er der en fin udsigt over Den Gamle Have mod Furesøen og Virum.

Højen er den sidste rest af det parkanlæg, som Frederik den 3. planlagde ved Frederiksdal slot. Han skulle kunne køre i hestevogn til toppen af højen. Højen blev anlagt, men parkanlægget blev aldrig færdiggjort. Man kan stadig se sporene af sneglegangen. På toppen af højen står en kreds af store, gamle lindetræer.

Tilbage til oversigten

Kanofolket



I weekenderne og i ferierne fyldtes Mølleåen af kanoer, med en ung mand som padlede, og en ung pige som lå og solede sig i kanoen, mens hun evt. spillede plader på en rejsegrammofon. Ofte havde kanoen en antenne bagerst med en rævehale. De samledes for enden af dampbådebroen neden for Frederiksdal kro eller ude i voldgraven på Hjortholm. De trak også kanoerne gennem slusen og padlede i bagstrømmen, hvor de også havde rastepladser, eller til øerne i Lyngby og Bagsværd sø. Kanoerne havde oversejl som kunne rulles over kanoen om natte, når man sov. En del af dem havde kanoerne liggende i kanoklubber i Lyngby, Nybro eller Frederiksdal. Nogle lå på kroketpladsen ved Bleghuset.

Nogen af kanofolkene lejede små grunde i "Lejren" ude langs Furesøens bred, neden for Søbakkehus, andre i kanalen lige inden for Hjortholmsbroen. Beklædningen i godt vejr var sparsom, men om aftenen iklædte især drengene sig gerne sorte læderjakker. "Kano-rockere" kaldt vi dem. Min fætter Peter var en af dem, det samme var hans gode venner, Steen og Jørgen "Tarzan".

Kanofolkenes samlingssted neden for kroen.		I "Lejren" lejet kanofolk små grunde.

Skoven



Frederiksdal er omgivet af skov, Frederiksdal Storskov, Nybro Skov og Spurveskjulskoven. Men selv om vi ofte gik tur i skoven, til Hulsø eller rundt om markerne, gik jeg aldrig alene i skoven før jeg var 12-13 år. Der kunne være "farlige dyr eller børnelokkere".

Skovene er på ca. 200 hektar. Langs med Furesøen, Bagsværd Sø og Mølleåen gælder enten, at de nuværende bevoksninger skal bevares længst muligt, eller at der ikke må plantes nåletræer. Farfar, som var medlem i Naturfredningsforeningen i Lyngby, fik sat en stopper for hugsten langs Furesøen. Det meste af skoven er løvtræer og resten nåletræer. 10 hektar dyrkes med juletræer og pyntegrønt.

Tilbage til oversigten

Frederiksdals historie
Tekst: Danmarks Naturfredningsforening



I middelalderen hed Frederiksdal Hjortholm. Hjortholm nævnes allerede i 1178 blandt de ejendomme, der tilhørte Esrom Kloster i Nordsjælland. Fra 1201 hørte Hjortholm under Roskilde Domkirke. Hjortholm borg blev bygget omkring 1250 ved Furesøens bred og blev godskontor for bisperne, der ofte boede på Hjortholm. Borgen har oprindeligt bestået af to dele. Nærmest land har borgområdet været beskyttet af en voldgrav, som i dag ses som en svag sænkning i terrænet. Bag denne grav har avlsbygninger m.m. formentlig ligget.

Selve borgen lå helt ud til Furesøen og var omgivet af endnu en voldgrav. Borgen har bestået af et aflangt firesidet kompleks, hvoraf der i dag kun er svage spor. Den vestligste del er skyllet i søen. I 1535 under Grevens Fejde blev Hjortholm angrebet af grev Kristoffer og beskudt med kanoner, som det ikke kunne forsvare sig imod. Efter en lang belejring og efter at dele af murene var skudt i stykker, overgav man sig. Borgen blev aldrig genopbygget, men Virumbønderne hentede munkestenene, og nogle findes stadig i de gamle bygninger i Virum. Ved reformationen i 1536 blev Hjortholm kongens ejendom.

Den første industri opstod i 1650, da kongen bortforpagtede Hjortholm Mølle på meget gunstige vilkår til godsejer og senere rentemester Henrik Müller. Han fik ret til at anlægge industrielle værker, toldfrihed og eneret på at fremstille messingtråd og kobbervarer på Sjælland i 10 år. Der opstod hurtigt et helt industrisamfund, hvor vandhjulene drev hamre og sakse, der forarbejdede kobberpladerne.

Ved Mølleåen neden for bakken, hvor "Den gamle Have" ligger, lå der hytter til forarbejdning af kobbervarer, arbejderboliger med små haver, bryggeri og kro.
Fabrikken Hjortholm fik betydning for hele landet på grund af leverancerne af kobbervarer. Henrik Müller blev en af landets mægtigste mænd og forpagtede i 1650'erne også Nymølle for at kunne udvide produktionen.

Da Frederik den 3. i 1668 overtog Hjortholm, ophørte industriproduktionen, og han omdøbte Hjortholm til Frederiksdal. Efter kongens død i 1670 blev Frederiksdal stillet til rådighed for Christian den 5.s dronning Caroline Amalie, og industriproduktionen blev genoptaget. I 1673 startede holsteneren Hans Heuser en papirmølle i Frederiksdal, men han gik fallit. I 1693 forpagtede papirmager Johan Drewsen både Frederiksdal Mølle og Strandmøllen, men produktionen i Frederiksdal ophørte få år senere.

I 1830'erne var der først stampeværk og derefter papirmølle på Frederiksdal Mølle. I 1845 ophørte industriproduktionen, så der nu kun var kornmølle.

Tilbage til oversigten